World Robot Olympiad 2016 - Regular

Ole Caprani
Institut for Datalogi, Aarhus Universitet,
ocaprani@cs.au.dk

Sidst opdateret 28.6.16.

Programmering af kørsel med WRO Starter Bot 2016

Prøv at se, hvordan WRO Starter Bot 2016 kører ved at bruge et simpelt program med blot en programmeringsblok, en bevægelsesstyring-blok:
Programmet får robotten til at køre fremad. Hjulene roterer en omdrejning inden robotten stopper. Hold øje med den hvide "pil" inde i hjulene, som viser, at der netop køres en omdrejning.

Opgave 1:
  • Prøv at eksperimentere med flere omdrejninger i stedet for blot 1.
  • Prøv at sætte antal omdrejninger til -1. Hvad sker?
  • Prøv med andre værdier for Strøm end 50. Hvad sker hvis Strøm sættes til -50?
  • Prøv at få robotten til at dreje ved at ændre på Styring, så den ikke er 0, men f.eks 0.5.
  • Hvad skal Styring sættes til for at få robotten til at dreje på stedet sådan her:

De forskellige indstillingsmuligheder i bevægelsesstyring-blokken er beskrevet i EV3 hjælp. Find beskrivelsen ved i programmeringsværktøjet at gå ind i Vis EV3 hjælp:

Vælg dernæst Programmeringsblokke og under Handlingsblokke vælg Bevægelsesstyring:

Prøv at sætte flere bevægelsesstyring-blokke efter hinanden og få på den måde robotten til f.eks. at køre et stykke frem og så bakke det samme stykke tilbage.

Programmering af værktøjsmotor

Prøv at undersøge, hvordan værktøjsmotoren på WRO Starter Bot 2016 bevæger gribekloen. Brug et simpelt program med blot en programmeringsblok, en mellemstor motor-blok:
Værktøjsmotoren er sat til at dreje 30 grader med Strøm 50. Stil gribekloen sådan her:
Så kan det ses om grabben bevæger sig op eller ned.

Opgave 2:
  • Prøv også med -30 grader.
  • Eksperimenter med forskellige indstillinger af Grader og Strøm.
  • Hvad sker hvis motoren forhindres i at dreje det gradantal, som er angivet?
Måske er det en ide at kigge i EV3 hjælp for mellemstor motor-blok:

Programmering af hentning af Recycling Container

På videoen ses, hvordan robotten åbner grappen, kører frem til den blå Recycling Container, lukker grabben og løfter containeren uden at skraldet i containeren falder ud:

Brug bevægelsesstyring-blokken og mellemstor motor-blok til at lave et program, der får robotten til at hente den blå container som på videoen.